På en stor gård i udkanten af en lille by boede der to heste, Storm og Solskin. De var bedste venner, selvom de var meget forskellige. Storm var en stor, sort frieser med en vild manke og et temperament, der matchede hans navn. Solskin var en gylden palomino med et roligt og mildt sind. Sammen oplevede de mange eventyr i de store folde og den smukke skov, der omgav gården.
En tidlig morgen, mens duggen stadig glimtede i græsset, stod Storm utålmodigt ved hegnet og prustede. “Kom nu, Solskin! Der er en hel verden derude, vi endnu ikke har udforsket!”
Solskin gumlede roligt på en tot hø og løftede hovedet. “Tålmodighed, Storm. Vi har hele dagen. Hvad har du i tankerne i dag?”
Storm slog med hovedet og pegede med mulen mod skoven. “Jeg hørte staldfolkene tale om en skjult eng dybt inde i skoven. En eng med det grønneste græs og den klareste bæk. Skal vi finde den?”
Solskin smilede. “Lad os prøve. Men vi skal være forsigtige.”
De to heste sprang elegant over hegnet og satte i galop mod skovens kant. Storm førte an, hans kraftige ben slog mod jorden, mens Solskin fulgte tæt efter med en glidende elegance.
Inde i skoven blev luften kølig og duftede af fugtig jord og gamle træer. De travede forsigtigt fremad, lyttende til fuglesang og knagende grene under deres hove. Pludselig stoppede Storm brat op. “Hør!”
Solskin lagde ørerne frem. Et svagt rislende lydbillede brød stilheden. “En bæk! Vi må være tæt på engen.”
De fulgte lyden, og snart åbnede skoven sig til en stor, frodig lysning. Solens stråler faldt ned gennem trætoppene, og foran dem lå den mest vidunderlige eng. Græsset var blødt som silke, og en klar bæk snoede sig igennem landskabet. Det var som et lille paradis midt i skoven.
Storm sparkede jublende ud med bagbenene. “Jeg vidste, at den fandtes!” Han kastede sig ned i græsset og rullede sig rundt, mens Solskin gik hen til bækken for at tage en slurk af det friske vand.
Efter en stund løb de rundt på engen, legede og nød friheden. De glemte tid og sted, indtil Solskin pludselig stoppede op. “Storm, solen er ved at gå ned. Vi må tilbage, før staldfolkene opdager, at vi er væk.”
Storm sukkede, men vidste, at Solskin havde ret. De satte i trav tilbage gennem skoven, men mørket var begyndt at sænke sig, og alt så anderledes ud. De tog en forkert vej og endte i et tæt krat.
“Hvad nu?” spurgte Storm nervøst.
https://www.ogdermedbasta.dk/2015/08/nyt-kapitel.html
Solskin snusede til luften og rullede med øjnene. “Vi må finde en højere plads og kigge efter gårdens lys. Følg mig.”
Med rolige skridt ledte Solskin dem op ad en lille bakke, hvorfra de kunne se lysene fra stalden glimte i det fjerne. Storm åndede lettet op, og sammen fandt de vejen hjem.
Da de endelig listede ind i folden igen, stod staldfolkene og kløede sig i håret. “Mærkeligt, jeg var sikker på, at jeg lukkede hegnet ordentligt,” sagde den ene.
Storm og Solskin udvekslede et hemmeligt blik, før de tålmodigt gik ind i stalden for natten. Deres eventyr havde været magisk – og måske, en anden dag, ville de vende tilbage til den skjulte eng.